Vores teknologier
Hos Forsyning Danmark får du fjernvarme produceret fra flere forskellige grønne energikilder. Dette gør, at vi kan garantere forsyningssikkerhed og tilmed også en billigere pris end andre steder.
Nedenfor kan du læse mere om vores enkelte energikilder:
Solfelt
Solfeltet producerer varmt vand direkte til fjernvarmenettet og til lavtemperatur varmelageret. Solfeltet er en unik teknologi der vha. koncentreret solenergi producerer varme op til 170 grader. Teknologien er egenudviklet af HELIAC og har en effektivitet der væsentligt overstiger tilsvarende produkter.
Højtemperaturlager
Højtemperatur varmelageret opbevarer varme i sten ved meget høje temperaturer op til 300 grader. Lageret ”oplades/opvarmes” vha. vindmøllestrøm når denne er i overskud, typisk om natten hvor forbruget og dermed prisen er lav. Varmen i lageret sendes til turbine for at producere strøm når der er mangel på strøm og den dermed er dyr. Salget af strømmen giver en lavere varmepris. Den overskydende varme sendes til et vandbaseret varmelager.
Lavtemperatur varmelager
Lavtemperatur lageret er et konventionelt varmelager. Lageret er baseret på en teknologi, hvor et stort lager graves ned og holdes varmt med et isolerende låg, eller en stor isoleret ståltank. Varmen fødes fra en varmepumpe, solvarmeanlægget og overskudsvarme fra højtemperaturlageret. Varmen fra lageret sendes til fjernvarmenettet.
Dampturbine
Dampturbinen bruger varme ved høj temperatur til at producere strøm. Strømmen sælges direkte til elnettet. Dampen til turbinen kommer direkte fra højtemperaturlageret. Efter produktion af strøm er der overskudsvarme der kan sendes direkte til lavtemperaturlageret for videre distribution.
Batteri
Batteriet er til lagring af strøm. Batteriet installeres i en stor container og er baseret på celleteknologi. Lagringen som el benyttes for at kunne optimere prisen på strøm, men også for at kunne byde på balanceydelser til elnettet i Danmark, hvilket også kan sænke varmeregningen.
Varmepumpe
Varmepumpen producerer varme ved lavere temperaturer (under 100 grader celsius). Varme produceres vha. strøm. Teknologien muliggør en bedre konvertering af energi end fx elkedel, men har til gengæld en lavere effekt. Varmen sendes direkte til fjernvarmenettet og til lavtemperaturlageret. Varmepumpen sikrer også at der altid kan produceres varme til fjernvarmenettet. Varmepumpen vil typisk bruges i perioder med langvarig konstant dyr strøm.
Elkedel
En elkedel fungerer populært sagt som en meget stor dypkoger. Den bruger strøm som den eneste energikilde og producerer varme til højtemperaturlageret. Energieffektiviteten i en elkedel er lav og er derfor kun optimal i en situation med lave elpriser. Til gengæld er effekten meget høj, så der kan produceres meget varme i de korte perioder hvor strømmen er billig eller gratis.
Elnettet
Elnettet er direkte koblet til produktionssystemet. Koblingen er vigtig for at kunne såvel købe som sælge strøm.
Fjernvarmenettet
Fjernvarmenettet er distributionsnettet af isolerede vandrør fra det centrale produktionssted til den enkelte husstand. Al varmen føres hen til husstanden, hvor den veksles via en fjernvarmeunit til husets interne varmesystem. Det afkølede vand sendes så tilbage til produktionsstedet hvor det opvarmes igen og udsendes på ny.
Coated varmeveksler
SiOx er et 100% ejet datterselskab af Heliac. SiOxs coatede varmevekslere hjælper til en bedre afkøling, og dermed reduktion af omkostningerne. Det giver vores forbrugere bedre komfort og totaløkonomi.
Kalkbelægninger i brugsvandsvekslere er med til at forringe varmeoverførslen fra fjernvarmevandet til brugsvandet. Hvis der er tilkalkede vekslere i systemet, skal fjernvarmevandet være varmere for at kunne levere den samme varme. Det giver et større varmetab i fjernvarmenettet og dermed dyrere varme. Vi bruger selvrensende varmevekslere, der ikke kalker til. Varmeveksleren gøres selvrensende ved en nyudviklet, ultratynd kalk- og smudsafvisende coating. Coatingen består silicium dioxid (hovedkomponenten i sand) og er så tynd – 1 µm – at den ikke påvirker varmeledningen. Coatingen har samtidig en høj vedhæftning til varmeveksleren, så den ikke falder af, og er fleksibel og hård, så den holder i hele varmevekslerens levetid.