Forsyning Danmark laver energiprojekter, som skal understøtte den fremtidige energiforsyning, hvor el- og varmeproduktion fungerer i samspil og balance med hinanden. Med støtte fra EU bygger vi det første varmeproducerende anlæg, som inkorporerer en ny lagerteknologi, der er udviklet af det danske ingeniørfirma Heliac. Lageret hedder Rockstore og er et omkostningseffektivt energilager, der kan omdanne strøm til varme og varme til strøm. Ved at holde temperaturen under 350°C kan lageret bruges både til husstandsopvarmning og til industrivirksomheder med et varmebehov under 350°C.
Forsyning Danmark har opnået støtte på 30 mDKK fra CINEA (European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency). CINEA er et organ under EU, hvis formål er at understøtte EU’s Green Deal gennem finansiering. EU’s Green Deal har til formål at nedbringe CO2-udledningen og skabe bæredygtig vækst (Den europæiske grønne pagt – Europakommissionen).
At være en del af CINEA giver mulighed for at deltage i EU’s messer og konferencer inden for energiområdet, ligesom der i samarbejdet med CINEA lægges vægt på en fælles kommunikationsstrategi for at synliggøre projektets resultater til brug for implementeringen af EU’s Green Deal. CINEA’s tilskud åbner dermed mange døre i forhold til videre kommercialisering og netværksmuligheder.
Projektet skal bringe lagerteknologien Rockstore fra udviklingsfasen, hvor det var støttet af EUDP, til kommercialiseringsfasen ved at støtte skaleringen af lagerteknologien Rockstore til markedsstørrelse. Forsyning Danmarks projekt med Heliac skal nedbringe CO2-udledningen, optimere energiudnyttelsen og medvirke til at afkoble økonomisk vækst fra ressourceforbruget, hvilket gør samarbejdet med CINEA meget relevant.
Teknologier
For at kunne samle el og varme i et enkelt energisetup anvender Forsyning Danmarks anlæg helt traditionelle komponenter, som man kender fra de traditionelle kraftvarmeværker (læs mere om vores teknologier her)
Forskellen er, at Forsyning Danmarks anlæg, hvis energiproduktion bygger på vedvarende energi, understøtter elnettet ved varmeproduktion i stedet for at belaste kapaciteten i elnettet. Da der ikke er tilstrækkelig el baseret på vedvarende energikilder, er det Forsyning Danmarks vision at blive en prominent spiller på energimarkedet for at stabilisere og øge kapaciteten af vedvarende energi samt skabe en stabil og konkurrencedygtig energipris, når den er baseret på strøm fra vedvarende energikilder.

Selve projektet
Forsyning Danmark har forskellige produkter, som henvender sig til forskellige segmenter af energisektoren. Produktet henvender sig således til både husstande, erhvervslivet, eksisterende kraftvarme- og fjernvarmeselskaber samt solprojekter.
Projektet, som er støttet af CINEA, leverer varme til et eksisterende kraftvarmeværk, og målet er at demonstrere Rockstore i en skalering, der beviser, at Rockstore-lageret er klar til videre kommercialisering. Forsyning Danmarks anlæg skal producere 15,5 GWh til en varmepris, der er væsentligt lavere end de nuværende varmepriser.
Projektet har flere mål, herunder at bevise, at Rockstore i et energiproducerende anlæg kan have op til 100 ladnings- og afladningscyklusser, og at det i sammenligning med fossile energikilder samt biomasse er mere omkostningseffektivt til anvendelse for husstandsopvarmning året rundt. Projektet forventes at give en besparelse på 37.073 ton CO2 i løbet af de første 10 år i forhold til referencescenariet.
Projektes resultater
Anlæggets opførelse påbegyndes i 2025, og forventes i drift i 2027. Her vil projektets resultater løbende blive opdateret.
Next step
Med de første danske energiproducerende anlæg, har Forsyning Danmark fokus på det europæiske marked – både det hollandske, det tyske og de tidligere østlande.
Kontakt til projektets koordinatorer og deltagerliste:
Projektkoordinator: CEO, Forsyning Danmark: Lars van Hauen
Projektkoordinator: COO, Forsyning Danmark: Simone Salung
Projektkoordinator: CEO, Heliac: Henrik Jimenez Pranov
CEO, Artha Energi: Kristoffer Emil Eriksen






